Sommerferie til Cevennerne

I år gik turen til Sydfrankrig endnu engang, dog kørte vi for første år nogensinde ikke til middelhavet, men blev i stedet cirka 100 kilometer nord for havet i bjergkæden Les Cévennes, Cevennerne på dansk. Her fik vi oplevet ikke så lidt, må det nok siges.

Billede af vores vogn på toppen af et bjerg i Cevennerne

Allerede på turen der ned løb vi ind i en uventet hændelse. Far blev efterlyst af politiet i Tyskland. Han havde fået ramt en kassebil med bagenden af campingvognen ved en indfletning på autobahn, så den havde fået en ridse. Det opdagede han ikke, og kørte derfor videre. Senere blev vi stoppet fordi hændelsen var blevet meldt til politiet. Vi var dog heldige kun at få en bøde, da det normalt giver en frakendelse af kørekortet, hvis man stikker af fra at uheld. Vi kunne altså nøjes med at køre videre med en bøde og et lettere tilskadekommen bagvindue.

Da vi ankom til pladsen i Millau, Camping du Viaduc, som vi også havde besøgt året før, fik vi hurtigt en plads, som vi installerede os på. Vejret var solrigt med omkring 25°. Mille, som ellers havde været god til at køre, havde også en stor glæde i at kunne strække benene igen.

De næste par dage bød på gråvejrsdage, hvilket var perfekt fiskevejr. Far og Aksel var tidligt oppe hver morgen, hvor de gik ned i floden Tarn og fiskede. Det blev da også til et par enkelte fisk til os hver, både regnbueørreder og døbler, dog var de ikke helt store nok til at komme på grillen, men en succes var det! Far fik fanget sin første fisk på hans nyindkøbte fluestang, mens Aksel fik indviet den nye UL-stang. I løbet af dagene måtte vi jo også finde på noget, når det ikke ligefrem var badevejr. Det betød at vi måtte ned i det lokale shopping center og kigge på tøj. Det var mest den kvindelige halvdel af familien, der var engageret i det projekt 😉

Billede af floden Gordon, lige foran vores campingplads

Roquefort-grotterne besøgte vi også, hvilket var meget interessant. Vi lærte både om hvordan grotterne var skabt, og om den specielle Roquefort-penicillin som vokser i grotten og derfor også i ostene. Besøget blev afsluttet ved en prøvesmagning af tre af deres ost, men der var ikke ligefrem enighed i familien om, hvilken der var den bedste.

Billede fra Roquefort-grotterne

Endelig efter et par gråvejrsdage blev vejret bedre. Det var blevet tid til at nyde floden og dets vand! Vi valgte, ligesom sidste år, at leje et par kajakker og sejle ned af floden Dourbie. Det blev en dejlig, varm dag med masser af sjov. Far og Karoline valgte nemlig at sprøjte mor og Aksel til med vand undervejs, hvilket gjorde turen en smule mere intens, eftersom mor og Aksel hele tid måtte holde øje med de to andre, og sprøjte tilbage når de kom inden for rækkevide.

Et par badeture blev det da også til, hvor Aksel fik dykket en masse. Han så både store og små fisk, hvor den største var omkring 80 centimeter. Især døbler og ørreder var der rigeligt af.

Billede fra en af fars og Aksels fisketure i Millau

Efter cirka en uge i Millau kørte vi videre til byen Anduze, som ligger omkring 50 kilometer øst for Millau. Vejen som GPS’en havde valgte må siges at være en af de smalleste bjergveje vi nogen sinde har kørt på. Med en hastighed på cirka 15 km/t sneglede vi os ned af de stejle bjergsider, på så smalle og snoede veje at to biler dårligt kan passere hinanden. Men udsigten fra bjergskråningerne og skyerne der hang helt nede i hovedet på os var en helt enestående og fantastisk oplevelse. Det var dog ikke alle i bilen der fandt turen på de smalle veje lige sjov. Især mor var meget bekymret for, hvad vi skulle gøre, hvis vi mødte en modkørende bil. Det skete dog heldigvis ikke.

Billede af udsigten ud over dalen og de snørklede veje

Den campingplads som vi kom frem til må siges at være noget anderledes end pladsen i Millau. På campingpladsen, Camping de l’Arche, var der både en restaurant, et lille supermarked, egen vinmark og så selvfølgelig privat strand ned til floden, Gordon. Dog grunden til at vi valgte pladsen var de exceptionel gode toiletforhold, som Frankrig jo ellers ikke er kendt for, men pæne, rene og top moderne må de siges og være. Denne plads viste sig dog at være betydeligt mere fyldt, især med hollændere, end den foregående plads.

Billede af udsigten fra pladsen i Anduze

I Anduze fik vi tiden til at gå med badning, både fra høje klipper ved floden og i poolen, nåh ja så var vi da også på café et par gange eller tre. Shoppe fik vi også gjort lidt i, både i Nîmes og Alès. Efter en lille uge på campingpladsen var vi dog nødsaget til at skifte plads, fra 85 til 80, fordi vi ønskede at være lidt længere tid på campingpladsen end først planlagt. En af dagene var vi også ude og besøge en anden grotte, nemlig en drypstenshule, hvilket var vildt fantastisk at se. Den sidste dag på pladsen blev der, traditionen tro, spist pladspizza, den bedste en af slagsen vi nogen sinde har fået.

Billede af drypstenshulen, Grotte de Trabuc

På hjemturen fik vi simpelt hen så meget regn, at det var helt uvirkeligt. Flere marker og enge var totalt oversvømmet, og de floder vi kørte over var meget bredere end normalt. Fredag aften d. 16. juli var vi igen hjemme efter 3 uger i det skønne franske land. Som en sidste lille overraskelse opdagede vi, da vi kom hjem, at farmor og farfar havde rengjort hele vores hus, sat blomster op og også lige sat en ny flagstang op. En fantastisk sommerferie er overstået.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *