Jochumsen

Påskefisk på Als

Nu hvor vi alligevel var på camping på Als, kunne vi jo ikke helt dy os for at tage ud for at dyppe blinket. Dagen forinden var vi også ude, hvor Aksel, udover en undermåler på land, også tabte en rigtig fin fisk. En PR-fin fisk.
Nå, men vi udsete os et spot og fik endda overtalt damerne til at tage med. Vi fandt os til rette ved en bænk, og grillede nogle pølser.

På et tidspunkt beslutter vi os for at gå et stykke ned af kysten. Her nåede vi desværre ikke at fiske så meget, før far tabte sit blink. Så smarte som vi jo var, havde vi ikke taget nogle ekstra blink med, og Aksel spørg: “er det i orden, at jeg tager et sidste kast”, hvortil far kun lige nøjagtig når at svare ja, før helvede bryder løs. Efter nogle hektiske minutter, hvor fisken gentagende gange er ved at sætte sig i diverse tangbusker, får vi endelig landet fisken. En 53,5 centimeter hunfisk ligger nu i nettet. Vi får den aflivet og får taget et billede. Far tager fisken med tilbage til damerne, som i øvrigt giver lov til at vi fisker videre, sætter et nyt blink på og skynder sig tilbage. Imens når Aksel at få endnu en havørred på land. Denne gang en flot undermåler på omkring 35 centimeter.

Aksels fine havørred på hele 53,5 centimeter.

Til aften blev fisken dampet i hvidvin sammen med nogle blåmuslinger. “Desværre” var der så meget fisk, at vi desværre måtte give noget til Mille, som heller ikke brokkede sig.